Bedøvelse og smertebehandling
På Centrum Dyrehospital er vi meget bevidste om risikoen ved bedøvelse. Derfor går vi meget op i bedøvelsessikkerheden og overvågningen af patienterne. Samtidig er det vigtigt for os, at bedøvelsen er så mild for patienterne som muligt, således at man får en frisk patient med hjem efter behandlingen eller operationen. For at opfylde disse krav til vores bedøvelser, er der mange forhold og rutiner, som skal passe sammen:
- Vi bruger udelukkende højt uddannet personale til bedøvelserne såsom dyrlæger og uddannede veterinærsygeplejersker.
- Vi følger udviklingen indenfor bedøvelse via artikler og kurser, således at vi hele tiden har fingeren på pulsen vedr. det nyeste og bedste indenfor bedøvelsesteknik.
- Vi bruger meget sikre bedøvelsesmidler, som har meget begrænsede bivirkninger, og hvor dyrene er hurtigt friske efter bedøvelsen.
Alle dyr bliver koblet til et bedøvelsesudstyr af samme type som på menneskehospitaler, hvor de via en slange (tubus) i luftrøret bliver forsynet med ilt og bedøvelsesmiddel. Dette er den absolut mest sikre form for bedøvelse, hvor risikoen for komplikationer er meget lille.
Alt vores udstyr bliver sikkerhedschecket og certificeret mindst en gang årligt.
|