Man tænker meget naturligt, at ude i naturen børster dyrene ikke tænder. Det er en stor fejl. De børster netop tænder. Ikke med en tandbørste, men med den mad, som de spiser. Hud, hår, knogler, fjer og brusk fungerer fint som tandbørste. Problemet er, at vi har taget dyrene ind i vores hjem og taget disse elementer væk fra deres foder. Derfor opstår problemet med dårlige tænder og tandkød, som i mange tilfælde kan ende med alvorlige følgesygdomme i de indre organer. Derfor bør du sørge for et årligt sundhedseftersyn af din hund eller kat hos din dyrlæge, således at disse tilstande kan behandles i tide.
Bakterier i munden kan sprede sig til livsvigtige organer! Mundhulen hos både dyr og mennesker indeholder mange bakterier. Hvis disse bakterier får lov til at sætte sig fast og formere sig, kan det give problemer for sundhedstilstanden i mundhulen. Den bløde og hvidlige belægning, som kaldes plak, kan ofte ses på tænderne. Det er en blanding af bakterier, madrester og indholdsstoffer fra spyttet. Belægningen er ret blød belægning og fjernes let ved tandbørstning. Får plak derimod lov til at blive siddende på tænderne, dannes der tandsten og tandkødsbetændelse. Tandsten er en hård og ru belægning udenpå tanden. Tandkødsbetændelse ses som en rødmen af tandkødet. I værste tilfælde kan tandkødet bløde. Får tandsten lov til at sidde længe, dannes parodontose (”løse tænders sygdom”), hvor tandkød og tændernes tilhæftning til kæbeknoglen ødelægges. Resultatet er løse og ømme tænder. Parodontose heler ikke igen. Derfor er det vigtigt, at forebygge sygdomme i munden frem for at behandle dem. Parodontose kan behandles, hvorved den videre udvikling af sygdommen bremses, men den skade, der er sket i knoglevævet, kan ikke helbredes. Desuden kan de mange bakterier, der findes i munden på et dyr med parodontose, gå over i blodbanen og slå sig ned i andre organer, hvilket kan medføre livstruende sygdomme. Af udsatte organer er hjerteklapper, lunger, lever og nyrer. Herved kan opstå nyre- og leversvigt, dårlig hjertefunktion, kronisk bronkitis og lungebetændelse.
Tandrensning hos dyrlægen Har din hund eller kat synlig plak, tandkødsbetændelse eller tandsten, anbefales en tandrensning hos dyrlægen. Her bliver tænderne renset med en ultralydsrenser og efterpoleret, så ny plak vil have svært ved igen at finde fæste på tandoverfladen. Ved en tandrensning vurderes det også, om der er udviklet parodontose. Hvis der er dannet dybe tandkødslommer, som er et tegn på parodontose, rengøres disse også grundigt. Vi udfærdiger en journal over dyrets tænder, så det fra gang til gang hos dyrlægen kan vurderes, hvordan dyrets mundhule har det. Tandrensning laves kun på dyr, der er i fuld narkose, ikke fordi tandrensningen er smertefuld, men fordi det er vigtigt at dyret ligger fuldstændig stille under behandling og fordi ultralyden fra tandrenseren kan være ubehagelig for dyret. Samtidig skal tænderne renses på alle flader, hvilket ikke er muligt på en ikke bedøvet hund. |