Fysioterapi og genoptræning
Centrum Dyrehospital tilbyder nu fysioterapi og genoptræning
Fysioterapi har i mange år været anvendt til mennesker, hvor
intensiv genoptræning har vist gode resultater efter en operation.
Dette benytter vi os nu af hos dyrene, hvor fysioterapi i dag
spiller en vigtig rolle for at opnå det bedste resultat af en
operation. Men fysioterapi kan også bruges forud for en operation,
som hjælp til gigtpatienter osv.
Fysioterapi kan medvirke til
at:
- Forbedre bevægelsesfunktion/gangmønster
- Reducere smerte, hævelse og komplikationer
- Hunden hurtigere kan genoptage normalt aktivitetsniveau
- Forbedre muskelstyrke
- Nedsætte risikoen for andre skader
- Nedsætte behovet for smertestillende
- Forbedre muskel-, nerve- og ledfunktion
- Stabilisere
- Afspænde
Hvilke patienter vil have gavn af fysioterapi og
genoptræning?
Efter operation:
Er din hund blevet opereret på grund af et led-, muskel- eller
knogle problem vil den sandsynligvis have smerter, nedsat
bevægelighed og evt. muskeltab som følge heraf. For at din hund
hurtigst muligt kan genvinde bevægelighed og styrke i muskler og
led vil den have glæde af et individuelt træningsprogram. Et
træningsprogram indbefatter aktiviteter som vandløbebånd,
vibrationsbehandling, fysioterapeutiske øvelser både her og hjemme
samt kostvejledning.
Erfaring viser at struktureret og korrekt genoptræning forbedrer
resultatet af operationen og nedsætter helings tiden. Din hund vil
altså hurtigere og sikrere genoptage normalt aktivitetsniveau og
bevægelighed.
Gigtpatienter:
Hunde med gigt vil opleve smerte i forbindelse med bevægelse, dette
vil typisk medføre, at hunden vil undgå at belaste pågældende led.
Hunden vil belaste mindre og mindre og efterhånden vil dette
resultere i muskeltab og herefter et endnu svagere led. Med træning
i vandløbebåndet kan vi hjælpe hunden til at genvinde muskelstyrke
og led funktion. Træning af gigt patienten kan også indeholde
vibrationsbehandling, massage, hjemmeøvelser og
kostvejledning.
Særlige træningsbehov:
Der stilles ekstra store krav til vores brugs- og konkurrence hunde
om at yde maksimalt. Dette kan betyde særlige behov for
forebyggelse og behandling af skader. Ring og hør hvad vi kan gøre
for, at din hund kan yde optimalt.
Vægttab:
På Centrum Dyrehospital tilbyder vi et gratis slankeprogram for
overvægtige hunde. Her får du vejledning i fodring, motion og
aktivering af den overvægtige hund. Mange overvægtige hunde har
svært ved at motionere, da de bliver bevægelseshæmmet af deres
overvægt. Her kan man med fordel benytte sig af vores fysioterapi
afdeling med vandløbebånd. I vandløbebåndet øges fedtforbrænding,
kondition og muskelstyrke uden at overbelaste leddene. Dette
hjælper hunden til et mere aktivt og sundt hundeliv med masser af
livskvalitet.
Hvad tilbyder Centrum Dyrehospital:
Vibrationsbehandling:
En behandlingsform hvor man ved hjælp af vertikale vibrationer
opnår, at musklerne i hele hundens krop spænder sig og slapper af
5-30 gange pr. sek. Denne behandlingsform kan både bruges som
afspænding af ømme muskler eller som styrketræning af slap
muskulatur. Hunden ligger på en vibrationsplade under denne
behandling.
Vandløbebånd - "water walker":
En "water walker" er et løbebånd i vand. Hunden går selv op i
tanken via en rampe, og tanken fyldes efterfølgende med tempereret
vand (ca. 28º) med en vanddybde tilpasset hunden/skaden. Båndet vil
herefter langsomt sættes i gang, og træningen kan begynde. Efter
endt træning lukkes vandet ud af tanken, og rampen lukkes ned og
hunden går ud. Vandet genbruges ikke, så det er frit for
kemikalier/snavs.
You need Flash version 8 and JS enabled to view the video
Træning i vand er ideelt, da vandet giver modstand ved gang og man
derved opnår styrketræning, men samtidig er vand med til at mindske
belastningen på leddene pga. vægtløshed og vandets opdrift.
Vandløbebåndet øger desuden hundens skridtlængde og hundens
bevægelser "overdrives", så hunden opnår en større bevægelighed af
det skadede led.
Ved træning på vandløbebånd sikres de optimale træningsforhold,
idet man kan regulerer vandstand, temperatur og hastighed, samt at
underlaget er stabilt kontra træning i det fri.
Træning på vandløbebånd er f.eks. gavnligt som:
- Led i rehabilitering efter en skade
- Smertelindring hos gigtplagede hunde
- Konditionstræning - især velegnet til overvægtige hunde. Det
giver en bedre kondition, øger hundens udholdenhed og giver stærke
muskler og led uden at overbelaste
- Hjælp til neurologiske patienter
- Forbedring af bevægelsesmønster
Individuelle træningsprogrammer:
Til alle patienter tilbydes et individuelt udarbejdet
træningsprogram. Dette være sig træning på vandløbebånd, men også
diverse terapeutiske hjemmeøvelser, så en del af træningen kan
udføres hjemme.
Massage:
Ved smerte opstår der ofte muskelspændinger. Dette
fører til manglende bevægelse, hvorved blodtilførslen reduceres og
affaldsstoffer ophobes, som så igen vil føre til muskelspændinger.
Dette er en ond cirkel, som massagen kan bryde. Massage stimulerer
desuden frigørelsen af endorfiner, som virker
smertenedsættende.
Hundemassage skaber velvære og bedre
livskvalitet.